Da jeg så skulle til at lave aftensmad ville Milo gerne være med, og det måtte han jo selvfølgelig godt, men da han var på vej op på trip trap stien, som er ret tung og lavet af træ, fik han lænet sig bagover og fik taget stolen med sig. Han begyndte at skrige, jeg skyndte mig at tage ham op og kunne da se at der var virkelig meget blod, han havde den ene hånd i munden, så det lignede at det var fra munden han blødte, men da han også havde blod på begge hænder vaskede jeg lige hurtig det værste blod fra hænderne af og kunne så se at han havde et hak ind i spidsen af langfingeren, lige da jeg så det fik jeg et kæmpe chok, det lignede at spidsen af fingeren var ved at falde af! Så jeg skyndte mig at ringe til vagtlægen og til min far på samme tid, hvilket ikke var specielt nemt, især ikke når man selv ryster og er fuldstændig i chok. Vagtlægen sagde "du står nu i kø som nr 21" overhoved ikke hvad man havde brug for at høre. Og min far gik nede på standen og kunne ikke helt høre hvad jeg sagde, så det endte med at jeg bare råbte til ham "toppen af Milos finger er ved at falde af, kom og hent os!", også forstod han hvad jeg sagde :0
I mellem tiden sad Milo hos sin far, hvor vi holdte en stofble, med en isterning i, omkring hans finger og holdte den så vidt muligt oppe over hovedet. Milo havde fået en skål med vingummier, så kunne han næsten tænke på noget andet og lade hver med at græde, men en gang i mellem blev han lidt ked af det alligevel, man kunne tydelig mærke på ham at det gjorde rigtigt ondt, og han var nok også selv blevet meget forskrækket, ikke mindst fordi at jeg kom til at reagere en smule voldsomt. Men han er sådan en dygtig dreng, og tog det hele meget roligt!
Vi bestemte os for at gå ned af og håbe på min far var ved at være der. I det vi kom ned for enden af trappen var min far der og lægevagten tog telefonen, jeg fortalte og forklarede og hun sagde så at jeg bare kunne komme ned til sundhedshuset kl 18 og klokken var 17:15! Men hun var ikke så forstående for situationen så det var sådan det blev.
Vi tog derned med det samme alligevel og skulle heldigvis heller ikke vente så længe. Lægen rensede såret, og hun mente umiddelbart at det så fint ud, men for en sikkerheds skyld blev der taget et røntgen billede, som heller ikke viste noget, så Milo fik en kæmpe forbinding på også kunne vi tage hjem, så fingeren var heldigvis ikke ved at falde af! Milo var så stille og græd næsten slet ikke nede hos lægen, han var bare så dygtig! Han var meget glad for det legetøj han fik der nede, en sød lille nøglering og en sommerfugle magnet. Så Milo fik sig noget af en oplevelse den aften, men alligevel spiste han og så så glad ud da vi kom hjem!
Jeg ved slet ikke hvordan man nogle sinde skal kunne forberede så på sådan en situation, det var forfærdeligt, og jeg kunne slet ikke bevare overblikket, på trods af at det i virkeligheden ikke var så alvorligt. Hans far var meget bedre til det end jeg var,(så det må være en mor ting) derfor valgte jeg at gå lidt til siden, så Milos ikke skulle så hvor bange jeg var, men efter et stykke tid, da Milo var stoppet med at græde lidt og jeg selv lige havde fået trukket vejret, så var jeg parat til at være der igen. Det vigtigste er at Milo føler sig tryk og får den omsorg han har brug, så må man sætte sig selv lidt til side, og uanset hvor meget jeg gerne ville sidde og trøste Milo, så var jeg bare ikke i stand til det lige der, så det bedre der er en anden der gør det, i sær nu når der var en anden til at gøre det, ellers så havde situationen nok også set meget anderledes ud.
Håber aldrig jeg skal opleve det igen (syv ni tretten).
held og lykke med alle jeres andre små vildbasser, håber de passer på sig selv :)
